Symptomer på hydrocephalus

Symptomerne kan være meget forskellige fra person til person, men der er nogle, der går igen hos mange mennesker med hydrocephalus:

  • hovedpine
  • kvalme og opkast
  • døsighed – brug for at sove mere end ellers
  • øgede koncentrationsproblemer
  • øget hovedomfang (hos babyer)
  • spændt fontanelle (det bløde punkt øverst på hovedet hos babyer)
  • solnedgangsblik

Symptomerne er som sagt forskellige fra person til person, men generelt set ved man, at den enkelte patient har de samme symptomer hver gang, man har brug for operation for sin hydrocephalus.

Diagnose

Hos spædbørn kan udvidelse af ventriklerne diagnosticeres ved ultralyd gennem det bløde punkt. Computeriseret tomografi (CT) eller magnetisk resonans-skanning (MR eller MRI) stiller diagnosen, hvis det bløde punkt er lukket. CT eller MRI billeder viser de forstørrede ventrikler og peger ofte på årsagen til hindringen af spinalvæskens strømning.

Under bestemte omstændigheder kan neurokirurgen beordre specielle tests, som ikke benyttes så ofte, f.eks. isotop cisternogram eller intracraniel tryk monitoring.

Hovedomfangsmåling er en meget vigtig undersøgelse hos børn, hvis hoved er i vækst. Hovedets omfang måles med et målebånd.

Ultralydsscanning er en hurtig og lettilgængelig undersøgelse. Undersøgelsen kræver, at fontanellen er åben, og kan derfor kun anvendes hos små børn.

CT-scanning er en røntgenundersøgelse. Ved hjælp af en computer og tynde røntgenstråler dannes snitbilleder af hjernen og dens hulrum. Undersøgelsen kræver, man ligger stille i ca 10 minutter. Hos mindre børn kan det derfor være nødvendigt med beroligende medicin.

MR-scanning er en mere avanceret undersøgelse, hvor der dannes meget nøjagtige snitbilleder af hjernen og dens hulrum ved hjælp af en stor magnet. Undersøgelsen kræver, man ligger stille i 30-60 minutter. MR-scanneren udsender en del støj. Hos børn er det ofte nødvendigt med fuld bedøvelse.

Trykmåling foregår kun i udvalgte tilfælde. Ved hjælp af en meget tynd trykmåler, placeret i en nål, kan trykket under kranieknoglen måles direkte. Hos mindre børn indlægges trykmåleren i fuld bedøvelse, hos større børn og voksne i lokal bedøvelse. Selve trykmålingen foregår over 24 timer, hvor man er sengeliggende.

Lægen kan eventuelt vælge at udføre andre undersøgelser, afhængigt af sygdommens art og forløb.

BLIV MEDLEM Du får adgang til et helt unikt netværk af mennesker, som på den ene eller anden måde har stået i en lignende situation som dig. Netværket er stærkt, engageret og hjælpende. Du får også adgang til særlige aktiviteter.

FACEBOOK